10. september er Verdensdag for selvmordsforebyggelse (World Suicide Prevention Day - #WSPD). Dagen markeres i hele verden for at skabe opmærksomhed omkring selvmord og selvmordsforebyggelse.
Åbenhed, opmærksomhed og nærvær er første skridt på vejen til at forandre et menneskes liv og forebygge selvmord.
Det gælder også i Grønland. Her kan alle være med til at skabe opmærksomhed om selvmordsforebyggelse ved at tænde et lys i vinduet den 10. september kl. 20:00. Dagen markeres også med lokale arrangementer, som er støttet økonomisk af Naalakkersuisut.
Igen i år har det været muligt at søge om tilskud til afholdelse af lokale arrangementer, i forbindelse med markeringen af Verdensdagen for selvmordsforebyggelse. Naalakkersuisut har givet støtte til lokale arrangementer i 15 byer og bygder rundt om i landet.
Naalakkersuisut arbejder videre
Naalakkersuisut arbejder på ny strategi for selvmordsforebyggelse. Dette sker på baggrund af evaluering af Naalakkersuiusts tidligere indsatser på selvmordsforebyggelsesområdet. I den nye strategi vil det primære fokus være, at selvmordsforebyggelsesindsatserne skal udvikles ud fra lokalsamfundets kontekst og behov. I udviklingen af den nye strategi vil der være fokus på at komme ud til borgerne, unge som ældre og høre deres perspektiver og ideer til, hvordan vi kan arbejde på at opnå bedre mental sundhed.
Mange påvirkes ved selvmord
Selvmord er en universel udfordring. Hvert år er selvmord blandt de 20 førende dødsårsager globalt for mennesker i alle aldre. Selvmord er et betydeligt samfundsproblem her i landet. Ifølge Grønlands Politis Årsstatistisk for 2019 begik 45 personer selvmord i 2019.
Det høje antal selvmord betyder, at mange borgere har oplevet at miste en partner, et barn, en forældre, en ven eller en kollega. For hvert selvmord er der et utal af mennesker, der oplever intens sorg eller påvirkes på anden måde.
”Det er langtfra altid let at åbne op og turde tale om svære følelser og mørke tanker. Men det er vejen frem, hvis vi som mennesker både skal kunne bede om hjælp eller række hånden frem for at hjælpe andre. Ofte kræver begge dele mod”, siger Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie og Justitsområdet, Martha Abelsen og fortsætter:
”Åbenhed, opmærksomhed og nærvær er første skridt på vejen til at forandre et menneskes liv og forebygge selvmord. Den 10. september er en dag, vi skal markere for at kaste lys over og gøre op med de tabuer, som er forbundet med selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstanker”.
Alle kan gøre en forskel
Alle kan bidrage til at forebygge selvmord. Som borger, pårørende, ven eller kollega kan du være med til at gøre en forskel. Du kan være med til at bryde tabuet ved at turde tale om selvmord og selvmordstanker, stille spørgsmålstegn ved den tabuisering, der er forbundet med selvmord, selvmordsadfærd og psykiske problemer, vise medfølelse og omsorg for dem, der har det svært og dele dine egne oplevelser. Du kan også søge viden om årsagerne til selvmord og risikofaktorer.
Du kan være med til at øge opmærksomhed på selvmordsforebyggelse og mindes dem vi har mistet til selvmord ved at tænde et lys i vinduet den 10. september kl. 20:00.
Brug for hjælp
Har du brug for hjælp eller nogen at snakke med, så kontakt Tusaannga på tlf. 801180 eller via SMS til 1899
For nærmere information kontakt ministersekretær Inger Heilmann Larsen på e-mail: ihla@nanoq.gl eller tlf. + 299 554160. For faglige oplysninger kontakt sundhedsfaglig konsulent Tina Evaldsen på e-mail: tiev@nanoq.gl eller tlf. +299 342394