airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Søg

11. august 2020

Ny børnebog om første skoledag udgives

”Manumina starter i skole” med tilhørende forældrehæfte er nu klar til alle børnefamilier


Skolestart er en vigtig del af et barns liv. Hele familien kommer til at mærke en forandring, og med en god start og gode vaner, bringer skolestarten glæde og nye oplevelser for hele familien. Derfor er jeg meget glad for at kunne præsentere en ny børnebog samt forældrehæfte, som alle børnefamilier kan bruge til denne spændende nye tid ved skolestart

Martha Abelsen, Naalakkersuisoq

Har du et barn, der snart skal starte i 1. klasse? Så er der godt nyt! ”Manumina starter i skole” og forældrehæftet ”Dit barn starter i skole” er en hjælp til alle forældre og børn til at blive klar til alt det nye, som skolen tilbyder. Skiftet til skole kan være en stor omvæltning i et barns liv, og som forælder kan man hjælpe sit barn til, at det nye kapitel bliver en god oplevelse. ”Manumina starter i skole” er et godt redskab til at tale med dit barn om, hvad der skal ske ved skolestart. Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie og Justitsområdet Martha Abelsen udtaler i forbindelse med udgivelsen:

”Skolestart er en vigtig del af et barns liv. Hele familien kommer til at mærke en forandring, og med en god start og gode vaner, bringer skolestarten glæde og nye oplevelser for hele familien. Derfor er jeg meget glad for at kunne præsentere en ny børnebog samt forældrehæfte, som alle børnefamilier kan bruge til denne spændende nye tid ved skolestart”.

I bogen følger vi pigen Manumina, som er blevet så stor, at hun skal til at være skoleparat. Vi følger hendes tanker og følelser om skolestart. Bogen indeholder også små lege, tips og øvelser, som du kan lave med dit barn. Bogen er gratis og vil blive udleveret i forbindelse med første skoledag. Forældre er dog altid velkomne til at kontakte MANU-teamet, hvis de er interesserede i børnebøgerne.

Senere på måneden vil endnu en børnebog i Manumina-serien - ”Manuminas krop” - blive udgivet, som handler om kroppen og tager hul på vigtige emner såsom positive kropsbilleder, personlige grænser og ejerskab over egen krop.

Bøgerne er et tiltag fra MANU i samarbejde med forfatteren Miiannguaq Olsvig, illustrator Christian Rex, Center for Forældreskab og tværsektorielle arbejdsgrupper med bidrag fra Uddannelsesstyrelsen, skole-, social- og sundhedsområdet. Bøgerne er finansieret af Paarisa, Holte Rotary samt Frederik og Emma Krags mindelegat. Til bøgerne følger forældrehæfter med, som uddyber emnerne og giver idéer til, hvordan man som forælder kan bruge bøgerne og tale med sit barn om emnerne.

For yderligere oplysninger, kontakt Faglig leder i Paarisa, Rikke Louise Kuhn på 34 68 52, på e-mail riku@nanoq.gl eller besøg www.manu.gl og www.paarisa.gl.