airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Søg

27. oktober 2020

Bevægelse, sund mad og rettigheder på skoleskemaet i Tasiilaq

Paarisa og UNICEF Grønland er gået sammen om at afholde IGASA – AALASA workshop for skolebørn i 7. klasse i Tasiilaq. Workshoppen instrueres af Maria Motzfeldt og Akutaaneq Kreutzmann.

IGASA AALASA

Vi kommer med et stærkt og engageret budskab om fællesskab, sundhed, madglæde og bevægelse, krydret med viden om børns rettigheder.

Maria Motzfeldt, IGASA - AALASA instruktør

I juli måned afholdt Paarisa i samarbejde med Maria Motzfeldt en række populære workshops i Disko-området. Den kommende workshop i Tasiilaq er en udvidelse af dette koncept. Målet med workshoppen er at give børnene nogle inspirerende dage med masser af aktivitet og læring om sundhed, bevægelse, mad, børns rettigheder og det gode fællesskab. Kommunens ansatte, herunder forebyggelseskonsulenten, lærerne og ledelsen på skolen i Tasiilaq har været til stor hjælp og bakket op om projektet.

-”Der blev taget rigtig godt imod de IGASA workshops, som blev afholdt i sommers. Det er et koncept, som Paarisa gerne vil fortsætte med at satse på og udvikle. I første omgang har vi valgt at udvide workshoppen med en hel dag om bevægelse. Vi er desuden rigtig glade for, at vi har fået mulighed for at samarbejde med UNICEF Grønland om at sætte fokus på børns rettigheder ved den kommende workshop i Tasiilaq. Vi er meget optaget af at samarbejde bredt om at fremme børns sundhed og trivsel,” siger faglig leder i Paarisa, Kirsten Fencker.

Det er første gang at Paarisa og UNICEF Grønland samarbejder om at afholde workshops, og konceptet skal efterfølgende evalueres og videreudvikles med fokus på langvarige resultater.

-”Fra UNICEF er vi glade for at kunne indgå i dette samarbejde, fordi børnene får en mulighed for at lære om børns rettigheder på en positiv måde. Når et barn kender sine rettigheder ved vi, at barnet også har nemmere ved at sige fra og bede om hjælp. Vi ved også, at det er centralt for et barn at opleve at være en del af et positivt fællesskab. I workshoppene er der fokus på netop fællesskabet. Vi glæder os til at afprøve dette pilotprojekt og videreudvikle det, så det giver blivende resultater. Med Maria og Akutaaneq har vi to energiske og motiverende rollemodeller” siger programchef fra UNICEF, Maliina Abelsen.

Maria Motzfeldt kender de fleste børn fra bl.a. julekalenderen Tammartagaq, mens Akutaaneq Kreutzmann er kendt som elitehåndboldspiller.

-”Akutaaneq og jeg glæder os til at møde børnene i Tasiilaq. Vi kommer med et stærkt og engageret budskab om fællesskab, sundhed, madglæde og bevægelse, krydret med viden om børns rettigheder. Vores mål er at gøre det sunde valg lidt mere smart for vores børn og unge,” siger Maria Motzfeldt, som sammen med Akutaaneq Kreutzmann er instruktør på IGASA - AALASA workshop.

Ved IGASA - AALASA workshop i Tasiilaq vil børnene i 7. klasse blandt andet få viden om De ti kostråd, bevægelse, mad og madglæde, om børns rettigheder, trivsel og fællesskab. Der vil være en masse sjove og lærerige aktiviteter. Pulsen skal op, og så skal børnene en tur i køkkenet og lave og spise lækker mad sammen, ligesom de skal lave øvelser omkring rettigheder. Der vil også blive afholdt et aftenarrangement for voksne.


For yderligere oplysninger kontakt:

Paarisa: Faglig leder, Kirsten Fencker på telefon: +299 34 69 06 eller e-mail: kfen@nanoq.gl

UNICEF Grønland: Programchef, Maliina Abelsen på telefon: +299 54 86 60 eller e-mail: MAbelsen@unicef.dk

IGASA - AALASA instruktør: Maria Motzfeldt på telefon: +299 48 26 36 eller e-mail: maria@marivik.com