airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Søg

Kost til dig der er gravid eller ammende

Sunde kostvaner i graviditeten og ammeperioden er med til at sikre de bedste betingelser for en god graviditet og den bedste start på livet for dit barn.

Følg Paarisa

... og gør det sunde valg til det lette valg! Vi giver dig inspiration til mere sundhed og livskvalitet for dig og din familie.

Følg De 10 kostråd - med få justeringer 

Som gravid og ammende er det vigtigt, at du spiser sundt og varieret og følger De 10 kostråd. Dog bør du være tilbageholdende med indtaget af blandt andet isbjørn, tandhval, søfugle og ældre sæler.  Når du er gravid, bør du supplere din kost med kosttilskud af folinsyre, D-vitamin, jern og kalk.

Fakta 

Din kost er dit barns kost
Det du spiser og drikker under din graviditet og ammeperiode, har stor betydning for barnets udvikling. Derfor skal du spise sundt og varieret, så både du og dit barn får alle de vitaminer, mineraler og næringsstoffer, som I har brug for. På den måde kan dit barn vokse og udvikle sig, som det skal.

Du kan læse mere om sunde råd til gravide og ammende i hæftet ”Sunde Råd – Mad til små børn i alderen 0-3 år samt gravide og ammende”.


Hvor meget mad skal gravide spise?  

Du dækker nemt dit barns behov for næring, hvis du spiser sundt og varieret.

Dit energibehov stiger let i løbet af graviditeten, men de fleste behøver kun at spise lidt mere end før graviditeten for at dække det øgede behov.

Du kan dække dit energibehov i graviditeten ved at supplere din sædvanlige dagskost med for eksempel:

1. trimester: 2 stk. frugt eller en halv grovbolle
2. trimester: Lidt tørfisk eller 1 skive rugbrød med magert pålæg + 1 stk. frugt/grønt
3. trimester: 1 lille portion aftensmad eller 2 stykker brød med pålæg + 2 stk. frugt


Kosttilskud i graviditeten 

Når du er gravid, bliver behovet for de fleste vitaminer og mineraler større end normalt. Det gælder særligt for folinsyre, D-vitamin, jern og kalk, som er vigtige for fosterets udvikling.

Gravide anbefales derfor at supplere deres kost med følgende kosttilskud:

  • Folinsyre: 400 µg dagligt i de første 12 uger af graviditeten
  • D-vitamin: 10 µg dagligt gennem hele graviditeten
  • Jern: 40-50 mg dagligt fra 10. graviditetsuge og resten af graviditeten
  • Calcium (kalk): gravide og ammende, som hverken drikker mælk eller spiser ost, bør tage 500 mg calcium om dagen

Fødevarer du skal være særligt opmærksom på som gravid og ammende 

Lever og levertran
Du bør ikke spise lever som hovedret eller tage levertran, da det høje indhold af A-vitamin i lever og tran kan øge risikoen for misdannelser hos fosteret. Leverpostej indeholder mindre A-vitamin og kan spises som sædvanligt.

Havpattedyr
Spis gerne grønlandske fødevarer og ofte fisk og fiskepålæg. Dog skal du være tilbageholdende med særligt isbjørn, tandhvaler, søfugle og ældre sæler. Det høje indhold af forureningsstoffer i disse fødevarer kan være skadeligt for fosteret.
Se også Ernærings- og Motionsrådets folder om Forurening og Grønlandsk mad.

Koffeinrige drikke
Kaffe, te, cola og energidrikke indeholder meget koffein. Hvis du får for meget koffein, kan det påvirke graviditeten og fosteret negativt. Du bør derfor højst drikke, hvad der svarer til 2-3 kopper kaffe om dagen, når du er gravid. Drik gerne rooibos te, kamillete og urteteer, da de ikke indeholder koffein. Du bør helt undgå energidrikke. Samme råd gælder for ammende.

Alkohol
Som gravid frarådes du at drikke alkohol. Alkohol bliver ført med dit blod gennem moderkagen og over i barnet. Det ufødte barn er sårbart over for alkoholens skadepåvirkninger under hele graviditeten. Ammende kvinder bør ligeledes holde sig fra at drikke alkohol.


Læs også

Kost

En sund kost er varieret og holder dig mæt i lang tid. Når du spiser sundt, har kroppen de bedste muligheder for at fungere optimalt, så du har energi til hele dagen og holder dig sund og rask.

Læs mere

Kost til dig der er over 65

En sund kost er varieret og balanceret. Når du som ældre spiser sundt og varieret og samtidig opretholder en fysisk aktiv hverdag, har du de bedste muligheder for at holde dig rask og rørig og bevare evnen til at klare hverdagen.

Læs mere

Kost til spæd- og småbørn

Spædbarnets ernæring er af afgørende betydning for dets vækst, trivsel og sundhed. Det er vigtigt at følge ernæringsanbefalingerne til spæd- og småbørn for at sikre den bedste start på livet.

Læs mere

Råd om vægttab

Opskriften på et succesfuldt vægttab er en sund kost, fornuftige spisevaner og regelmæssig motion. Hvis du vil tabe dig, skal du spise mindre, end din krop forbrænder. Overvægt skyldes overordnet set, at man spiser mere, end kroppen forbruger ved fysisk aktivitet.

Læs mere

Sunde spisevaner

Sunde spisevaner handler om at lære at lytte til kroppens signaler. Signaler, der fortæller os, hvornår vi har brug for mad, og hvor meget vi har brug for.

Læs mere